Få hjælp
Når alkohol fylder for meget
Det er ikke kun antallet af genstande, der afgør, om alkohol er et problem. Det handler også om, hvad alkoholen gør ved dit liv og dem omkring dig. Det er aldrig for tidligt at tale med nogen om det.
Tegn, du kan holde øje med
- Du drikker mere eller oftere, end du havde tænkt dig.
- Du har prøvet at skære ned, uden at det er lykkedes.
- Du bruger alkohol til at slappe af, sove eller klare svære følelser.
- Du skjuler, hvor meget du drikker, eller bliver irriteret, når andre nævner det.
- Du har dårlig samvittighed eller oplever uro, rysten eller svedeture, når du ikke drikker.
- Det går ud over arbejde, økonomi eller familie.
Genkender du flere af tegnene, er det en god idé at tale med nogen om det.
Hvis du er pårørende
Det er hårdt at leve tæt på en, der drikker for meget. Du kan ikke tvinge nogen til at stoppe, men du kan få hjælp til dig selv. Mange kommuner har tilbud til pårørende, og der findes rådgivning til både voksne og børn, der vokser op med alkohol i familien, fx TUBA for unge.
Her kan du få hjælp
- Din egen læge
- Kan tale med dig om dit forbrug, undersøge dit helbred og henvise til behandling.
- Kommunens alkoholbehandling
- Alle kommuner tilbyder behandling for alkoholproblemer. Den er gratis, og du kan vælge at være anonym. Du kan henvende dig direkte uden henvisning.
- Alkolinjen
- Anonym rådgivning om alkohol, både for dig, der drikker, og for pårørende.
- Akut
- Er en person bevidstløs, trækker vejret uregelmæssigt eller kan ikke vækkes efter at have drukket, så ring 112. Læg personen i aflåst sideleje, og bliv hos vedkommende.